Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores profil

Dybbølsten Børnehave er en selvejende institution med 52 børn i alderen 0 – 6 år fordelt på 3 stuer. Institutionen er en del af dagtilbuddet Sønderborg Jylland.

Vi bor i dejlige naturomgivelser med Dybbøl Mølle og skanserne i nærheden. Vi værdsætter vores store dejlige legeplads i bakket terræn.

I Dybbølsten Børnehave og Vuggestue arbejder vi efter en struktur i hverdagen med vægt på udeliv, kreativitet, nysgerrighed og fordybelse. Vi værdsætter motorisk udfoldelse og alle former for sproglige aktiviteter. I vores dagligdag har etik, moral og normer en stor betydning.

Vores styrke er, at vi kommer hele vejen rundt i forhold til det enkelte barns udvikling.

Fordybelse på legepladsen

Dybbølsten Børnehave og Vuggestues struktur

I Dybbølsten Børnehave og Vuggestue er børnene aldersinddelt. Vi vil hele tiden tage hensyn til de aktuelle årgange, vi har i huset. Dette for at tilgodese børnenes individuelle udviklingstrin bedst muligt. Vi arbejder ud fra en struktureret hverdag, hvor børnene er tilknyttet en stue med faste pædagoger og medhjælpere. På nuværende tidspunkt er børnene fordelt på 3 stuer: Vuggestuestuen for de 0 - 2,9 årige, rød stue for de 2,9 - 4 årige og blå stue for de 4 - 6 årige. I Dybbølsten Børnehave og Vuggestue arbejder vi målrettet med, at det enkelte barn føler sig set, mødt og hørt.

I vuggestuen er sundhedsfremme, omsorg og nærvær i fokus. Børnene lærer at forholde sig til en større verden, end de har været vant.  

Vi arbejder med:

  • omsorg, egenomsorg, hygiejne, gode toiletvaner, fysisk aktivitet, frisk luft, den sunde madpakke og den gode søvn
  • personlig kompetence, hvor jeg blandt andet øver mig i at finde mine ting i garderoben, finde madpakken frem, tage tøj på samt udføre en konkret besked  
  • begyndende sociale spilleregler, hvor jeg øver mig i at dele mit legetøj med andre og hjælper andre  
  • socialt fællesskab, hvor samlingsstunden bruges til at lege sanglege, stå frem og vise samt fortælle om mit medbragte legetøj  
  • at blive mere bevidst om: Hvem er jeg?

På rød stue har vi fokus på, at børnene bliver mere selvstændige og samtidig interesserer sig for hvad andre kan byde ind med. Barnets sociale relationer kommer mere i fokus.

Vi arbejder med:

  • at få legekammerater og lege sammen i mindre grupper
  • at lytte til hvad en anden fortæller
  • at kunne fortælle og være i centrum
  • at blive mere selvhjulpen: selv tage mit tøj af og på, selv hente min madpakke, holde orden i min garderobe og rydde op efter mig
  • at finmotorikken styrkes gennem kreative aktiviteter
  • at grovmotorikken styrkes ved gåture, hvor jeg udforsker naturen og nærmiljøet
  • at blive mere bevidst om: Hvad kan jeg?  

På blå stue har vi fokus på de personlige og sociale kompetencer. Disse kompetencer mener vi ligger til grund for en god skolestart.

Vi arbejder med:

  • at være en god kammerat
  • at knytte nye venskaber
  • at jeg sætter ord på ved uenigheder i stedet for at græde eller slå
  • at fordybe mig i legen
  • at jeg koncentrerer mig og holder fokus på den opgave jeg er i gang med
  • at jeg modtager, forstår samt udfører en kollektiv besked
  • at styrke min udholdenhed og vedholdenhed
  • at holde styr på mine ting - at vente på tur - at jeg giver plads til andre
  • at jeg respektere forskelligheder  
  • at jeg føler, at jeg er god, som den jeg er
  • at blive mere bevidst om: Hvad gør jeg? …og hvad er konsekvensen af min handling?

Hvad kravler her

Vores kerneopgave/mission:

Vi lever i et komplekst samfund der er i konstant forandring. Et samfund der fordrer at man som menneske kan navigere i mange valgmuligheder og indgå i sociale relationer.  

Vores mål er: At barnet bliver robust til at mestre eget liv  Derfor er vi professionelle og tydelige rollemodeller ud fra et anerkendende og positivt menneskesyn og 

  • Jeg møder barnet, hvor det er, og med det udgangspunkt, at det enkelte barn er unikt
  • Jeg fremmer barnets identitetsdannelse
  • Jeg tager udgangspunkt i barnets baggrund og det nærmiljø, som barnet vokser op i
  • Jeg samarbejder med forældrene med fokus på at være åben og faglig. Jeg vil fortælle, hvad de kan bidrage med, hvordan og i hvilken sammenhæng det indgår
  • Jeg er bevidst om min professionelle rolle ud fra et anerkendende og positivt menneskesyn. Jeg viser dette gennem min måde at være rollemodel for barnet på – er tydelig, imødekommende, nærværende og lyttende  
  • Jeg er klar til at benytte flere tilgange til det enkelte barn, for at finde den bedst mulige samværs- og kommunikationsform
  • Jeg guider og vejleder barnet
  • Jeg lærer barnet at respektere forskelligheder ved selv at respektere forskelligheder
  • Jeg går ind i barnets verden og deltager, samtidigt med, at jeg skaber et rum af nærvær og oprigtig deltagelse
  • Jeg tager det ansvar, jeg som medarbejder med viden og indsigt skal tage

Barnet skal have passende udfordringer. Det skal være sjovt, spændende og berigende, så barnet bliver nysgerrig, kreativ og interesseret i at lære - godt på vej til at mestre eget liv.